Gå til hoved indhold

Podcast: Tæt på skolen

Lyt med og få viden om, hvordan de nordjyske folkeskoler og UCN sammen i "Den Mangfoldige Folkeskole" arbejder benhårdt på at skabe deltagelsesmuligheder for alle børn i skolen.
Episode 1

Filosofiske samtaler med børn

Hvad er "filosofi med børn" og skal man være knivskarp i sine græske filosoffer, for at arbejde med det i skolen? Hvad er eksemplarisk, dialogisk undervisning, og hvilken lærerrolle kræver den? Kan filosofi redde fremtidens fodboldlandshold?

Disse emner kommer 2 x Henrik omkring i dette afsnit af "Tæt på Skolen", hvor gæsten er lektor Henrik Madsen fra Læreruddannelsen i Aalborg og værten der projektleder Henrik Søndergaard Nielsen fra "Den Mangfoldige Folkeskole".

Episode 2

Røvsyg undervisning

I dette afsnit af vores nye podcastserie “Tæt på skolen” kan du få indblik i – og få idéer til - hvordan læringsglæde kan skabe deltagelsesmuligheder for alle elever. En del elever keder sig i skolen, og vi taler her om, hvordan læringsglæde kommer til udtryk i pædagogik og didaktik igennem en undervisning, der har større fokus på børneperspektiv, engagement og variation.

Lyt med her når Charlotte Haaber og Anne Brøndum Andersen – begge adjunkter ved UCN act2learn gør os klogere på, hvordan blandt andet legende læring, eksperimenterende undervisning og praksisfaglighed kan hjælpe bidrage til varieret undervisning.

Episode 3

NEST og DELTA

I denne episode af “Tæt på skolen” sætter vi fokus på NEST og DELTA klasser. Tænkningen bygger på et skoleinklusionsprogram, hvor visiterede elever med autismespektrumforstyrrelser undervises sammen med neurotypiske elever. I podcasten kan du høre lidt om det teoretiske grundlag, hvordan det ser ud i praksis, erfaringer fra Aalborg Kommunes udviklingstiltag og meget mere.

Så på med hørebøfferne og lyt med, når vores vært Dorthe Geisnæs har besøg af skolekonsulent ved Aalborg Kommune, Mette Hove og adjunkt ved UCN act2learn, Cathrine Nielsen.

Episode 4

Ressourcepersoner i folkeskolen (del 1)

I første del af vores mini-serie om ressourcepersoner, har vi talt med Sanna Lassen fra Aarhus Universitet om det hun fik øje på under sin forskning, da hun skrev ph.d om ressourcepersoner og vejlederes arbejde i folkeskolen. Sanna har især beskæftiget sig med hvordan forvaltning og skoleledelse skaber rammer for ressourcepersonernes arbejde, og hvilken betydning disse rammer har for det konkrete arbejde, der udføres ift elever og kolleger. Ressourcepersoner er en bred betegnelse for medarbejdere i folkeskolen, der har særlige funktioner udover f.eks. undervisning eller pædagogisk arbejde med børnene.

Episode 5

Ressourcepersoner i folkeskolen (del 2)

I anden del af vores mini-serie om ressourcepersoner i folkeskolen kommer du til at høre om en konkret indsats på en folkeskole i Rebild Kommune. Inklusionsvejlederne Mette og Allan og lederen Trine fortæller om den tålmodige organisations- og kulturforandring de understøttede sammen, og hvilke effekter de oplevede i forhold til samarbejder på flere niveauer og naturligvis omkring elevernes deltagelsesmuligheder.

Episode 6

Anders' historie

I denne podcast-samtale fortæller Anders ærligt og tankevækkende om en skolegang, der har budt på store udfordringer fra den tidlige start i folkeskolen, over en tid i et specialklassetilbud på godt og ondt, og frustrationen over ikke at føle sig hørt af et system, som Anders oplevede som rigidt og begrænsende, men samtidig også som en nødvendig intervention i periode med stor mistrivsel.