Sådan arbejder man med vejledere/facilitatorer på Nørhalne Skole og SI

I januar var Nørhalne SI inviteret på UCN for at optage en podcast sammen med lektor Katrine Krogholm Olesen fra UCN act2learn, omkring vores arbejde med at give alle børn deltagelsesmuligheder. Podcasten centrerede sig primært omkring vores arbejde med at lave ændringer af praksis gennem facilitatorer - tæt på. Podcasten gav os lyst til at uddybe nogle af de pointer, der kom frem.

Vores kontekst og Nørhalnebarnet

I Nørhalne Skole og SI har vi igennem de seneste snart tre år været meget optaget af et handlegrundlag, som vi oplever som værende afgørende for arbejdet med børn i vores kontekst.

• Vores børnesyn er: Vi tror på, at børn gør det godt - hvis de kan.
• Her taler vi med børnene - og hinanden.
• Dialog forpligter
• Dialog er en væsentlig kilde til læring, trivsel og motivation
• Børnenes refleksion er et kernebegreb i vores praksis
• Beslutninger skal altid træffes på baggrund af børnenes læring og trivsel
• Vores praksis er funderet i egne og teamets refleksioner, empiri og viden samt forskning og teori.

Vi vil undlade at gå i dybden med punkterne, men i stedet fremhæve to overskrifter “Børnesyn” og “Dialog”.

I arbejdet med pædagogisk udvikling er det fuldstændig afgørende, at de nære professionelle og organisationen har et børnesyn, hvor man ikke pålægger børnene ansvaret for deres gøren og laden, men at man påtager sig ansvaret for relationen og ikke mindst barnets udvikling. Vi tror på, at børnene gør det godt - hvis de kan. Ansvaret er derfor vores - det er os, der må være nysgerrige på barn og handling, og derigennem justere og udvikle vores praksis omkring barnet.

Hos os er det derfor altid den voksne der “har den”. Og med den overskrift bliver pædagogiske udviklingsforløb lige pludselig langt mere interessante - for alle.

I Nørhalne skole og SI tror vi, at dialogen mellem voksne og børn er altafgørende i udviklingen af børn. Alt for ofte oplevede vi, at vi ikke var opmærksomme eller nysgerrige på børnenes perspektiver - ofte var børnene de sidste, der blev spurgt. Den ene lektion eller aktivitet tog den anden, uden at gå i dialog med børnene om deres oplevelse. Netværksmøde efter netværksmøde blev afholdt med masser af gode meninger om barnet - men hvem spurgte egentligt hovedpersonen - barnet? Eksemplerne på, at børnene sjældent bliver spurgt og involveret er mange, og vi tænker, at de fleste kan nikke genkendende hertil.

Med ovenstående begreber solidt plantet i vores forståelse og praksis, har næste skridt været arbejdet med barnet.

Vi oplever, at børn har brug for mere og andet end det, til tider ensidige fokus på faglige kompetencer, adfærd, færdigheder og ikke mindst præstationen i den faglige kontekst. IQ, eller det der klassisk er forbundet hermed, er typisk det vi hylder.

Det på trods af, at forskningen i flere tilfælde har tydeliggjort, at evnen til at kunne regulere sig selv og være reflekteret har større betydning for ens succes i uddannelsessystemet og livet end IQ har. (1)

Hos os oplever vi, at flere børn har en oplevelse af ikke at lykkes i de sociale sammenhænge, flere børn oplever et stigende fagligt og socialt pres på deres skuldre og flere børn mistrives. Kort sagt, så oplever færre børn at have deltagelsesmuligheder.

Vi har “skabt” Nørhalnebarnet, som er vores greb ind i arbejdet med at give alle børn deltagelsesmuligheder.

Vi vil forsøge at give børnene færdigheder og kompetencer til at trives og lære.

Vi skal ikke ensidigt pakke dem ind i struktur, forudsigelighed og det meget meget nære samarbejde med forældre. Vi skal i stedet udfordre dem og give dem kompetence til at håndtere institutionen og livet – dog stadig i en ramme, som barnet kan lykkes i. Det er det arbejde, som vi er særligt optaget af – i arbejdet med at give børn deltagelsesmuligheder.

Overskrifterne på Nørhalnebarnet er blevet visualiseret i nedenstående model:

Facilitator og kulturbærer

Som en del af vores deltagelse i “Den mangfoldige folkeskole”, har vi truffet vigtige valg allerede tidligt i projektet. Vi besluttede, at der fra SI’en og skolen skulle være facilitatorer, der sammen med ledelsen blev tovholdere på projektet. Det blev også besluttet, at frem for at UCN kom og berigede os med lange mellemrum, skulle Lektor Katrine Krogholm Olesen have et tæt samarbejde med facilitatorerne og ledelsen, og klæde dem på i forhold til at kunne støtte hele personalegruppen i arbejdet med dialogen med barnet og Nørhalnebarnet. Sammen har Katrine, ledelsen og facilitatorerne været optaget af, hvordan vi kan understøtte lærings- og deltagelsesmuligheder for alle børn igennem dét, vi sætter på dagsordenen; hvordan taler vi didaktik og pædagogik med vores kollegaer?

Siden projektets start har vi løbende vekslet mellem oplæg for facilitatorerne, oplæg på pædagogisk aften for hele personalegruppen, sparring og observation. Prøvehandlingerne og samarbejde har fyldt imellem de planlagte møder og oplæg, og har været på dagsordenen til både afdelingsmøder, stuemøder og personalemøder. Denne vekselvirkning har været med til at kvalificere alles kompetenceudvikling på flere måder. Prøvehandlingerne har i langt højere grad givet os mulighed for at lave og understøtte aktionslæring i dagligdagen.

Som facilitator er funktionen at hjælpe ens kollegaer med at kvalificere deres handlinger i praksis og understøtte reflekterende samtaler. Med udgangspunkt i refleksioner og spørgsmål som eksempelvis “Hvorfor gør vi, som vi gør?” “Virker det?” og “Når jeg handler, som jeg gør, er det så hensigtsmæssigt i forhold til alle børns læring, udvikling og trivsel?”. På den måde har facilitatorerne - med tilpas forstyrrelse - været med til at ændre personalets opmærksomhed, og blive skarpe på, hvad der er vigtigt i vores praksis. Faciliteringen har været med til at understøtte udviklingen og ikke mindst bevidstheden om nye måder at tænke  og gøre  ift. at skabe lærings- og deltagelsesmuligheder for alle børn. For at kunne varetage den opgave, funderet og velbegrundet, er facilitatorerne blevet undervist i bl.a. viden om vejledning, mødeledelse, legitimitet og positionering.

Undervejs er vi snublet og har samlet hinanden op igen. Vi er blevet forpustet og ramt ind i undringer og tvivl. En af de mere vigtige drøftelser vi har haft, har handlet om facilitatorernes positionering og legitimitet ift. kollegaer. For vi måtte erfare og sande, at det ikke er muligt for nogen hele tiden at spørge nysgerrigt og refleksivt ind til egen og kollegers praksis. For at skabe legitimitet og positionering som facilitator har enkelte teams arbejdet med teamkontrakt, hvor opgaver og ansvar er blevet drøftet og besluttet. Samtidig har vi holdt hinanden op på, at der skal være plads til at ventilere, have en dårlig dag og blive samlet op igen.

Kært barn har mange navne, og en snak om de mange forskellige roller, medarbejderne kan have på én og samme tid, har i processen udløst en snak og begrebsafklaring om at have facilitatorkasketten på. For medarbejderne har - og kan godt have, flere roller på en gang. De er både sat i verden til at understøtte den fagfaglige udvikling, understøtte kollegaer, tale pædagogik og didaktik og bringe det på dagsordenen og ind i dagligdagen. Medarbejderne er, i særdeleshed med til at bære en bestemt kultur frem, der viser sig i form af bestemte måder at tale sammen både blandt personale, men også mellem børn og voksne.

Som nævnt, har prøvehandlingerne været det, der har været medarbejdernes aktionslæring i og om praksis. I det følgende afsnit, vil vi beskrive, hvordan prøvehandlingerne har været bygget op, og hvordan der er blevet arbejdet med dem.

Prøvehandlinger

I mindre grupper og teams har personalet arbejdet med at sætte prøvehandlinger i gang, reflektere over og evaluere prøvehandlingerne samt sætte nye prøvehandlinger i gang. Som nævnt, har prøvehandlingerne i langt højere grad givet os mulighed for at lave og understøtte aktionslæring i dagligdagen. Så alle kunne være med til at optimere vores praksis ind i børnenes udvikling.

For at komme i gang med prøvehandlinger, har kulturbærerne været faciliterende i processen med at spørge ind til, hvad vi er særligt optaget af i forhold til perspektiverne i Nørhalnebarnet, hvad vi gerne vil prøve af i vores praksis og hvad vi vil opnå. Nedenstående model illustrerer det dynamiske og fortløbende arbejde med at sætte prøvehandlinger i gang.

Der er i alle teams og på alle årgange sat forskellige prøvehandlinger i gang, der er med til at udvikle praksis for alle medarbejdere har forpligtet sig på prøvehandlingerne, til at få dem i spil i praksis, til at drøfte og justere dem, og ikke mindst til at tage et fælles ejerskab for udviklingen af både børnenes læring og udvikling, men også personalets. Prøvehandlingerne har på tværs af institutionen været fællesskabsopbyggende læringsmiljøer og aktiviteter, der overordnet set er med til at få barnet til at være bevidst om egne deltagelsesmuligheder, læring og udvikling.

Det dobbelte ben i kulturbærernes proces med prøvehandlingerne har været, at samtidig med, at de sammen med deres team har sat prøvehandlinger i gang, har de sideløbende arbejdet med deres egne prøvehandlinger som kulturbærere. Gennem observation af teammøder, har kulturbærer fået sparring ift. hvordan mødet gik, og i hvilket omfang de lykkedes med at udfordre deres teams problemforståelse, så teamet i fællesskab kunne skabe nye løsningsforslag.

Sparringen har været bygget op omkring et før, under og efter. Før sparringen har kulturbæreren sammen med Katrine (UCN) fundet frem til, hvad han eller hun gerne vil videreudvikle på i sin rolle som kulturbærer. Herefter gennemføres teammødet, hvor Katrine har mulighed for at observere, hvordan kulturbæreren udfylder sin rolle. Efter teammødet har kulturbærer og Katrine 30 minutter, hvor de sammen reflekterer over kulturbærerens rolle i teammødet. Mødet slutter med, at kulturbæreren iværksætter en prøvehandling.

For at bryde arbejdet med prøvehandlingerne op, har kulturbærerne været detektiver, der prøver at forstå og være nysgerrige. De har været antropologer, der udforsker, hvordan vi snakker med hinanden, hvad der bliver gjort af tanker og refleksioner og hvad der fungerer. De har også været fremtidsforskere, der er med til at definere nye handlemuligheder, og en snak om, hvor vidt vi mangler viden og ressourcer. Slutteligt har de været kaptajner, der fastsætter konkrete handlinger og aftaler om, hvad gør vi så nu.

Det næste skridt

Vi har gang i noget godt i Nørhalne SI og Skole. Det kan vi både mærke og høre på hinanden - personalet imellem. Vi kan fornemme det i stemninger, vi hører det fra forældrene og børnene fortæller det.

Men ændringer er reelt set først ændringer i dét øjeblik, børnene møder det vi prædiker - at børnene, på egen krop mærker, at vi taler med dem, involverer dem, er nysgerrige på dem og arbejder med de kompetencer og færdigheder der ligger i Nørhalnebarnet.

Vores næste skridt er derfor at påbegynde systematiske børnesamtaler, lærende samtaler og interviews med børnene i bestræbelserne på at blive klogere på børnenes perspektiver og deres oplevelse af dagligdagen. Den viden, som samtalerne skaber, er i høj grad med til at kvalificere kulturbærernes arbejde yderligere i arbejdet med at facilitere og understøtte prøvehandlinger, der er med til at udvikle de bedste lærings- og deltagelsesmuligheder for alle børn fra vuggestue til 6. klasse.

Ansvaret er vores; vi “Nørhalnevoksne” må til stadighed være nysgerrige på barn og handling, for at kunne justere og udvikle vores praksis omkring barnet. Hos os er det derfor altid den voksne, der “har den”.

Kilder

(1) Duckworth & Seligman: Self-discipline outdoes IQ in predicting academic performance of adolescents. Duckworth & Carlson: Self-regulation and school success.